Om bogen

Med bogen ATK - Aldersrelaterede Træningskoncept kommer DKF med deres bud på, hvordan børn og unge i kano- og kajaksporten trænes på den mest hensigtsmæssige måde, fra de starter i klubben som 10-12 årige og frem til en karriere som voksne eliteroere. Bogen giver anbefalinger til afstemt og optimeret træning i forhold til de udviklingsniveauer, børn gennemgår fra før-puberteten, puberteten og efter-puberteten.


Bogen henvender sig til trænere, hjælpetrænere, bestyrelsesmedlemmer og andre centrale aktører i kano- og kajaksporten med interesse for langsigtet talentudvikling. Bogen tilstræber at give viden og inspiration og stimulere til refleksion i forhold til træning af børn og unge i kano- og kajaksporten.


Målet er, at alle trænere, hjælpetrænere og centrale nøglepersoner i klubberne arbejder på et fælles grundlag, der sikrer den optimale udvikling af børn og unge i kano- og kajaksporten. Ved at følge anbefalingerne i bogen kan der etableres en rød tråd i forbundets og klubbernes børne- og ungdomsarbejde til glæde for både bredde og elite.


Bogen er støttet af Team Danmark, hvilket også betyder, at indholdet er godkendt som værende i overensstemmelse med Team Danmarks aldersrelaterede træningskoncept. Som supplement til bogen er der udarbejdet dette øvelsesbibliotek.